Bernhard's profileBernhard FranzpötterPhotosBlogListsMore  |  Tools Help |
|
May 01 Toscana april 2008 dag 6 (1. maj 2008)Sidste dag. Det kan godt mærkes. Jeg er ved at være cykeltræt. Morgenpulsen var igen over normalen 3 slag, og det var okay. Der var lagt op til en lang tur, optil 8 bruttotimer på rammen – vi skulle køre den frygtelige indavlstur. Jeg ved ikke rigtig hvorfor den hedder indavl, men vi er i hvert fald langt fra normale veje og ude i det tyndest befolkede Toscana. På de første opkørsler fulgtes jeg med Ian Holmgaard, og vi havde et par gode bjerge sammen. Første stigning var på ca. 7,2 km med ca 5% stigning. Anden stigning var på knapt 8 km med ca. 6% stigning. Herefter kom en djævel – ca. 2 km med knapt 12% stigning – det er ikke for 100kg folk. Herefter var der dømt frokost – og Jens Kasler fandt en lille restaurant hvor vi fik verdensklasse pasta – 3 retter og en lille kop kaffe. Det var lige hvad vi trængte til. Efter frokost kom en lille knold – lad mig sige det lige ud – det kunne ”sportsdirektøren” godt have annonceret. Havde han gjort det havde jeg ikke spist så meget pasta. Any way – vi kom da op. Fra den sidste bjergtop, den på 75 km flad vej direkte mod hotellet. Vi holdt kæden stram for ikke at komme for sent hjem. Dog ikke mere end jeg kunne hyggesludre med Jan Rudis. Lad mig for øvrigt lige nævne at Jan udråbte sig som samlet vinder af alle skiltespurter, idet han tog det første byskilt på dagen. Det var godt nok ikke en annonceret spurt, og Jan kunne af gemmerne fremstamme en gammel regel, om at den, der på sidstedagen tager det første byskilt er samlet vinder. Sikke en gang pladder – med det in mente blev der ikke givet flere skilte denne dag! Men vi er ved Jan, så se lige på et af mine billeder – han spiser sgu Nutella til morgenmad – nej hvor der det junioragtigt. På turen hjem skulle den store finale stå. Lidt langt ude – lidt for langt – stikker Niels Chr. Jung. Jeg går ikke med fordi jeg lige vil se de andre an. Det viser sig at ingen vil med. Derfor kører jeg alene. På det tidspunkt har Niels taget ca. 750m. Stille og kontrolleret får jeg lukket hullet og på 3. sidste bakke slår jeg kontra og kører forbi. Det holder hele vejen til hotellet og jeg har bestilt ”latte” til de kommer. Det viser jeg sig at Niels havde fejlbedømt afstanden og ruten – det sker jo:-) Endnu en dag – en af de lange – er overstået. Det var et godt selskab – så tak til alle fra hold 1 og 2. Ikke mindst til Jan og Niels for gode oplevelser, og Ian for 2 hyggelige opkørsler. Også en tak til holdets mentor Jørn Mortensen for gode råd under stigningerne og moralsk opbakning undervejs – det hjælper! Fakta om ruten: 166,2 km 2455 højdemeter. 19,5 km/h i snit, max 59,0 km/h. Puls 108 gns og max 163 køretid 8t 30 min. Dagen rundes af med at hylde vinderne af konkurrence dagen. Hurtigste mand på hold 1 var Rolf Asmund i tiden 21:15, fra hold 2 vinder John Lynge Pedersen i tiden 28:05. På hold 3 blev vinderen Christian Bang. Lad mig i den forbindelse nævne at RCR rytter Tommy Pedersen kommer på i tiden 28:15, og han er altså over 65 år – det er bare godt kørt.Det var det sidste indlæg for denne gang. I morgen står den på hjemtransport, og en længe ventet gensyn med familien. April 30 Toscana april 2008 dag 5 (30. april 2008)Det var jo hviledag i går, og det kunne ses på morgenpulsen. Den lå atter hvor den skulle, det er gode tegn. Dagen i dag var konkurrencedag. Vi skulle køre en bjergenkeltstart – på 6 km med en stigning på ca. 7,5% Det gik hæderligt – nej det gjorde ej! Enkeltstart bliver aldrig mig og slet ikke bjergenkeltstart – Hvad er det for noget!!! Egentlig gik det fint i starten, jeg fandt hurtigt mit eget tråd og det rullede fint. Men så kom et par gutter op og de kørte forbi, endda uden at sige hej eller tak. Ja; jeg forstår dem godt – der bliver ikke givet ved dørene i konkurrencer. Men der sad jeg og fandt på undskyldninger for ikke at min puls skulle stige. Jeg sidder med 162 slag i gns. Af en max på 194 – det er ikke godt nok – og slet ikke når der bliver angrebet – så skal jeg med. Det er da bedre at dø i front – så har man da forsøgt – men det var ikke i dag:-( Any way – det var en god konkurrence, især fordi Mona Sørensen (guide) havde cola med på toppen, og så hepper hun så sødt når hun sidder der i bilen!!! Jeg kom op i 25 min og 30 sek. Vinderen Rolf Asmund kom op på 21 min og 05 sek. Det var flot kørt. De gode "proffer" kører turen på ca. 15 min. Det siger lidt om forskellen. Tak til Kasler og Mona for en god konkurrence. Resten af dagen var en dag på kontoret med et par gode opstigninger. Lad mig i øvrigt tilføje at det var dagen hvor der blev lavet en "Rudis". En "Rudis" er når man tror man kender vejen og kører i forvejen. Jan og et par gutter var sikre på hvor vi skulle hen. Men nej – de var kørt forkert. Jeg måtte ringe til Jan og få ham på rette vej. Det som gjorde dagen ekstra fin var at jeg mødte min gamle ven Peter Tranberg – han har været verdensmester i sprint og han var med da jeg kørte WM (for veteraner) i 2006. Det er en mand af rette støbning – og så er han jyde – så han praler ikke! Han sad på sin ramme og rullede da vi kom kørende. Jeg blev rigtig glad da jeg så ham så jeg rullede op på siden. Her fik vi en god snak og han bemærkede at jeg havde barberet mine ben. Det fik jeg strenge ordre på i 2006 – en sprinter har ikke hår på benene beordrede Peter på sin egen jyske myndige måde. Faktisk har jeg haft lillebror Kim mistænkt for at have lokket ham til at sige det, og det bekræftede Peter!! Peter er godt oppe i årene – det tør jeg godt sige. Men han holder sig flot. Det var med stor glæde og respekt at jeg mødte en af de gamle kæmper. Ellers var dagens andet højdepunkt at køre op af Pizzorne. Det er 9,5 km med 8,5 % i snit. En klar opgave, som bare skulle overstås. Det holdt hårdt, men jeg kom op. Lad mig lige bemærke at gamle Christian Visby kom op før mig, han er god til bjergene og er bare blevet bedre med årene. Bagefter gik det ned ad i ca. 10 km og så var det frokosttid. Det regnede lidt og vi var kolde så vi gav den lidt gas. Jens Kasler og Michael Elmstrøm begyndte at køre væddeløb, og jeg kunne sidde med sammen med Jan Rudis, Niels Chr. Jung og Jørn Mortensen. Da vi nærmede os hotellet gik Niels Chr. Jung frem, Jørn Mortensen, Jan Rudis (han er svær at slippe af med:-) og jeg gik med. Jeg tog mine føringer og da vi nærmede os byen gjorde jeg tegn til Jørn om at vi kører nu og det gjorde vi – sammen kom vi først til Hotellet. Endnu en dag er gået – det var en god dag – hvor vi for øvrigt kørte sammen med de brave gutter fra hold 2. Der var et par sprintere imellem, som godt ville give den gas. Bla. Ian Holmgaard og John Lynge Pedersen. Det er fedt når store drenge leger. Fakta om ruten: 136,9 km 2240 højdemeter. 18,4 km/h i snit, max 74,4 km/h. Puls 118 gns og max 168 køretid 7t 25 min. April 29 Toscana april 2008 dag 4 (29. april 2008)Det blev til en god nats søvn. Morgenpulsen var igen 6 slag højere end normalt. Måske var det alligevel en hård dag i går?
Dagen i dag var udset til at være en hviledag. De fleste skulle en tur til Pisa for at se det skæve tårn. Men vi vågnede op til en regnfuld morgen – ikke noget godt tegn. Det viste sig også at turen blev aflyst, ingen havde lyst til at cykle i regnen. Jørn Mortensen og jeg tog en hurtig beslutning og drog på "bytur" i den lokale S. Maria Monte. Det er en lille søvnig bjergby. Men den har sin helt egne Toscanske charme. Vi dryssede lige rundt i byen og nød stemningen. Det blev også til en tur i den lokale katolske kirke. Under vejs fik vi drøftet flere af livets aspekter – det var rigtigt hyggeligt at sludre lidt. Hjemme på hotellet mente Jørn at vi havde fortjent "latte" og denne gang med kage!! Det var Jørn’s omgang. Nu havde vi jo syndet lidt, så kunne vi lige så godt blive ved så jeg gav frokost – pizza og Cola! Middagen blev brugt på værelset med lidt arbejde og så var det Compextid. Compex er en elektronisk muskelstimulator, som kan give en god muskelmassage. Det blev til en 1 time på langs. Vejret begyndte at klare op. Derfor aftale Niels Chr. Jung, Jan Rudis og jeg, at køre kl. 15.00. Det skulle bare være en rulletur til det berygtede bjerg Monte Serra. Der var altså lagt op til en hygge tur. Men så skete det der ikke må ske – jeg blev kørt ned!! På en stille og rolig vej kom en unge pige kørende, mens hun talte i telefon. Jeg kørte faktisk i højreside af vejen, og det så da også ud som om hun ville køre i sin højre side. Men hun så kun Niels og Jan der lå bag ved mig. Og i stedet for at stoppe svingede hun bilen direkte mod mig. Jeg slog et kraftigt skal mod en grusvej, men det var uundgåeligt – hun ramte mig på baghjulet. Helet var dog med mig, hun snittede kun dækket og jeg holdt mig på cyklen. Pigebarnet stoppede og steg ud af bilen, mens hun forsat talte i telefon!!!!!! Jeg tør roligt sige at jeg var i det "røde" felt. Hvis det ikke havde været for Niels, som på bedste Italiensk klarede tingene, så var der nok røget nogle kindheste, om ikke på "konen", men jeg havde fand.. vendt hendes bil på hovedet. Undervejs argumenterede damen med at hendes bøde for at tale i telefon kun var 50 Euro, mens vores straf for at køre fjollet var langt højere – hun var godt nok ikke til at komme i kontakt med. Men lidt empati havde hun trods alt, hun spurgte om jeg var ok og det var jeg. Baghjulet var ekset, men ikke mere end vi kunne forsætte træningen. Vi kom hurtigt til Monte Serra – jeg havde vist noget der skulle brændes af! Opstigningen er på ca. 10 km med en stigning på ca. 7%. Niels og Jan holdt tempoet nede så jeg lige kunne følge med. Det blev til en fed opkørsel – tak gutter for det. Fra toppen gik det ned i ca 7,5 km. Det var både vådt og tåget, så vi kørte forsigtigt. Men det var koldt – og da vi endelig kom ned, skulle benene først tøs op. På vej hjem mødte vi en Italiener. Niels kunne genkende ham, fra ugens Grand Fondo løb. Det var en typisk bjergrytter – ultra skarp – ultra tynd. Han havde ben og lår som spagetti – de helt tynde. Han satte sig på smækken. Jeg ved ikke hvorfor – men på en eller anden måde havde jeg brug for et fladbaneinterval. I 5km holdt jeg kæden stram (jeg tror selv Jan synes den fik lidt gas) og ganske rigtigt vores Italienske ven faldt af. Banetræning det virker sgu:-) Fakta om ruten: 61,9 km 1055 højdemeter. 21,7 km/h i snit, max 55,6 km/h. Puls 125 gns og max 165 køretid 2t 51 min. Vi nåede lige hjem til bad og middag. Efter middagen var Jan frisk og han rettede mit baghjul – tak for det, det er nu bedst at køre med lige hjul. Endnu en dag er omme – det som tegnede til en "off-day" blev vendt til en god dag med et fedt bjerg og noget fladbane. Tak til Jan og Niels for godt selskab. April 28 Toscana april 2008 dag 3 (28 april 2008)Jeg vågnede efter en lidt urolig nattesøvn, med 6 pulsslag højere hvilepuls. Det er helt efter bogen, det var jo en hård dag i går.
I dag har vi været i en anden del af Toscana. I modsætning til de forrige dage, var vi ikke i bjerge, nærmere bakker. Det er utroligt hvor stor forskel der er på geografien inden for ganske få km. Fakta om ruten: 143,9 km 2330 højdemeter. 19,8 km/h i snit, max 74,6 km/h. Puls 119 gns og max 173 køretid 7t 15 min. De første km kørte hold et og to sammen. Efter en stigning skiltes vores veje, men planen var dog at mødes til fælles frokost senere.
I dette lidt mere humane terræn var der lagt op til en rolig dag, det skulle dog vise sig ikke at holde stik. Jeg tror der var nogle der skulle gøre regnskab fra i går. I hvert fald kørte vi en del skiltespurter, godt anført af Jan Rudis. Vi fik dog senere formaninger af vores mentor Jørn Mortensen, som synes spurt er godt, men ikke på skiltene ud af byen.
Guide på turen var Jens Kasler, der også selv lagde op til sjov og forsøgte sig på et skilt, det lykkedes ham dog ikke. På et tidspunkt blev der kørt cykelløb. Jens Kasler gav løbet frit på de næste 7 km. Jeg ved ikke hvad der tog ham, men han stak og fik 500m. Efter ham kom Jan Rudis, Niels Chr. Jung og undertegnede. Sammen holdt vi Jens i kort snor. Desværre tabte Niels Chr. Jung sin pumpe og slog derfor ud. Tilbage var der Jan og mig. Tiden var inde til at lukke hullet og det gjorde jeg. Dog med passende fartkontrol, for at være klar til hvad der måtte ske. Og det blev der brug for, fordi dårligt havde vi fanget Jens, før Jan Rudis kørte kontra. Jeg holdt hjul og Jens faldt af, tilbage var det bare at finde skiltet og nå det først. Det lykkedes og en lille succes var hjemme. Tak til Jens, Jan og Niels for kampen – det var fedt.
Jeg behøver vel ikke at nævne det, men for fuldstændigheden og ikke mindst respektens skyld, så var de gode bjergryttere først på alle bjergene. Jan, Jørn, Rolf, Jens og Niels tog sig af alle bjergene og ventede pænt på os andre – tak for det og flot kørt! Selv sad jeg sidst sammen med Christian Visby og min Israelske ven Avishay Gaziel. Sidst nævnte bandede lidt over at han ikke havde ofret penge på et trippel-gear. En enkelt opkørsel vil jeg dog have lov til at takke Jørn for – han gave mig et fint pace og jeg kunne holde hjul – det var fedt! Der bliv spist frokost på en rigtig god restaurant – Italiensk når det er bedst. Det kan ikke forklares det skal opleves. I en lille alsidigst liggende by, lå restauranten. Det vil være for omfattende at beskrive den her, i må kigge på billederne og tænke jeres. Vi fik pasta på den gode måde – det smager bare anderledes her i Toscana. I øvrigt spiste vi sammen med hold 3 – det var en god social oplevelse, hvor vi kunne sludre med de gamle ”kæmper” både Lief Charbert og Tommy Pedersen var der. Jeg tror godt jeg må nævne at de ikke er helt unge længere. Men hvor er det flot at de tager med og stadig kører. De er begge gamle væddeløbere som har vundet store sejre i deres tid – det giver en fin dimension at de er med. Turen hjem er der ikke så meget at sige om – ud over guiden var lidt sparsom med informationerne. Måske fordi han var træt:-) eller måske fordi vi kørte som en pose nødder – i hvert fald gav Rudis den gas. Jeg vil dog nævne at, på en lille bro – stak Niels Chr. Jung af. Jeg ved ikke hvad der tog ham – men vi så ham ikke før hotellet. En fantastisk finale hvor han overraskede os alle. Et eller andet sted troede vi ikke at han holdt hjem, men det gjorde han. Mest provokerende var det at han sad med ”latte”, da vi endelig kom hjem!! Endnu en god dag er ovre – i morgen er det rulle / hvile dag. April 26 Toscana 2008 - Dag 2 - 27. april 2008Endnu en dag i Toscana er ved at være omme. Efter en god nats søvn vågnede jeg til en hvile puls på 50 og med friske ben. Der var flere på holdet, som skulle køre det lokale Grand Fondo løb, derfor var holdfordelingen en lidt anden i dag. Men flere af de stærke bjergryttere var med, her tænker jeg ikke mindst på Jørn Mortensen, Jan Rudis og Michael Elmstrøm. Turen var lidt åben, og der var lagt op til improvisation under vejs. Fakta om ruten: 146,2 km 2390 højdemeter. 19,5 km/h i snit, max 73,5 km/h. Puls 118 gns og max 176 køretid 7t 31min. Vi kom over 3 bjerge, som jeg ikke kan huske – alt heder jo et eller andet med ”Monte”:-) og det er svært at følge med undervejs. Men første knold var den gode gamle olivenlund. Her er knapt 4km med en stigning på 6,2% i snit. Efter lunden kom hurtigt næste stigning. En top på 6km og en stigning på 6% i snit. Begge bjerge kom jeg nogenlunde op over og jeg holdt mig til det hårde tråd. Herfra var det nedkørsel og flad vej til Luca. Der blev givet gas mod Luca skiltet, som Jan Rudis tog sig af. Det blev til café-stop i den gamle del af Luca. En herlig bydel, hvor vi kunne slappe af. Sidste del af turen gik mod det berømte bjerg Monte Serra. Det er her mange professionelle ryttere får testet deres form. Det er egentlig et bjerg som jeg gennem tiderne er blevet gode venner med. Jeg har altid vist respekt og behandlet det godt. Men i dag var det ondt, rigtigt ondt og jeg ved ikke hvorfor. Opkørslen er på 7,5 km med en stigning på 8,5 % i snit. Der er enkelte passager med 10 – 11 %. Starten gik fint, men jeg skulle blive klogere. Efter ca. 2 km gik jeg kold – der var ikke noget at træde med. Som om bror Kim’s vanlige formaninger om mit ”tudefjæs” kom frem hjalp det ikke. Jeg måtte ganske simpelt resignere og slå over på overlevelse. Op kom jeg da, men det er ondt. For når de andre har hvilet i lang tid – alt for lang, er de klar til de sidste 2km!!! Så vi kørte med det samme – der hårdt. Turen hjem bød på en lang nedkørsel og en moderat stigning på 3% inden finalen. Undervejs var der indlagt 2 skiltespurter, ja det var Jørn som vidste hvor de var og den ene fik han ganske flot, men den sidste nappede jeg. Derfra tog fand.. ved Jan Rudis og han stak. Han fik 500m, jeg skulle lige mærke om nogen ville med. Det var der ikke, og her kom min banetræning mig til gode. Jeg kørte ham hurtigt ind og sad på hjul. På den sidste bakke forsøgte Jan bravt at komme væk, men jeg kunne fint holde hjul, og da han randt tør for bakker, så lå den lige til mig- Jan gav Latte på hotellet:-) En rigtig herlig dag med gensyn af Olivenlunden, fin tur, gode ryttere og fin stemning. Men mon ikke det bliver en rulle dag i morgen….. Toscana 2008 - Dag 1 - 26. april 2008I dag har vi kørt en forholdsvis flad tur. Fakta om ruten: 135,5 km 1306 højdemeter. 23,1 km/h i snit, max 64,4 km/h. Puls 122 gns og max 177 køretid 5t 52min. Vi havde 2 opkørsler hver på omkring 4 - 5 km, med snit på 6 -7 %. Vejret var rigtigt godt med højt solskin. Michael Elmstrøm var guide og lagde turen gik forbi Monte Serra, hvor vi havde et kort stop ved den frygtede opkørsel. Den må vente til senere på ugen. Derfra kørte vi mod Monte Carlo, hvor vi nød udsigten. Se billederne derfra i mit fotoalbum (Toscana 2008). Efter en kort opkørsel på ca, 4km kørte vi ned i 10km. Her sad jeg sammen med Jan Rudis og vi gav den lidt gas. Caféstoppet var i Vinci (jep det er der hvor han kommer fra - Leonardo:-). Her fandt vi en søvnig cafe, der dog levede noget op efter Niels Chr. Jung, fik charmeret café-mutter på sit flydende Italienske. Det blev til fin kaffe, cola og rigtig god bolle med skinke og ost. Turen hjem var flad. På de sidste 8km satte Jung sig forrest og holdt kæden stram. Rudis kom op og så var vi tre. Jeg havde jo taget mine føringer så jeg sad på. I modsætning til bjergene kunne de ikke sætte mig og jeg vandt spurten:-) En lille succes på en god dag. Det var en brat opvågning for benene at skulle køre op ad. Det er jo ikke mange bakker på banen. Det er nogle skrappe gutter på hold et, de er rigtigt ”fitte” og så vejer de ikke for meget. For god ordens skyld og for ikke mindst alle dem, som mener at sprintere ikke tager føringer, kan jeg oplyse at jeg faktisk tog føring i samlet 55km. |
|
|
